De sidste 4 år har jeg arbejdet på at gøre vores have mere vild. De forhenværende plæner huser nu en masse hjemmehørende planter, og der bliver kun slået stier, så man kan komme rundt på opdagelse.
Nogle områder gror helt vildt med træer og buske, og her er både dødt ved og døende træer imellem. Der er flere kvasbunker på grunden, som fungerer både som praktiske affaldspladser for grene og gemmesteder/ynglepladser for havens dyr og fugle.
Især har antallet af insekter har overrasket mig positivt, og en af mine største fornøjelser er blevet at gå opdagelse i haven med kameraet. Dyr, svampe og de planter, der selv har fundet vej til haven, bliver registreret på iNaturalist, og det er pt. kommet op på 532 forskellige arter. Kom og vær med til at finde et par nye havearter, som det skete ved sidste års vild havedag.